Golfsportens nummer et Rory McIlroy er øjensynligt tæt på comeback ved næste uges PGA Championship.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nordireren ødelagde et ledbånd i sin venstre ankel for godt og vel en måned siden, og han måtte derfor opgive at forsvare sin titel ved British Open. Denne uges World Golf Championship har han også meldt fra til.
Ifølge Reuters har Rory McIlroy booket træningstid på Whistling Straits i Sheboygan, Wisconsin, hvor næste uges PGA Championship bliver spillet.
Hans manager Sean O' Flaherty har dog ikke bekræftet det sandsynlige comeback overfor Reuters.
Da McIlroy meldte afbud til British Open slog han fast, at han så langsigtet på sin skadessituation for ikke at haste tilbage til golfbanerne for tidligt.
- Jeg ser på det langsigtet, og selv om helingen og genoptræningen går fint, vil jeg først tilbage til at spille turneringer, når jeg føler mig 100 procent klar og 100 procent konkurrencedygtig, sagde han ved den lejlighed.
Da McIlroy blev skadet, anslog eksperter, at hans skade ville være 12 uger om at hele. Hvis han spiller i næste uge, vil han imidlertid kun have brugt den halve tid.
Træning på Whistling Straits vil ifølge nyhedsbureauet give nordireren en chance for at teste anklen på en så hård og anstrengende bane, som det ikke vil være muligt at simulere andre steder.
/ritzau/