McEnroe: Nadal har brug for en ny træner
Wimbledons hidtil største overraskelse stod Rafael Nadal for, da han i anden runde tabte til Dustin Brown.
Rafael Nadal skal have ny træner, hvis det står til John McEnroe
Rafael Nadal skal have ny træner, hvis det står til John McEnroe Foto: Pavel Golovkin/AP


Den spanske tennisspiller Rafael Nadal er nødt til at få skiftet træner, hvis tenniskarrieren skal tilbage på sporet.

Det mener den amerikanske tennislegende, John McEnroe, efter at Nadal højst overraskende blev slået ud af Wimbledon i anden runde mod tyskeren Dustin Brown.

- Det er nok på tide at få noget nyt blod til Nadal-lejren. På nuværende tidspunkt virker det til, at nogle friske idéer ville være på sin plads, siger John McEnroe til BBC Radio.

29-årige Nadal har gennem det meste af sin karriere haft sin onkel, Toni Nadal, som træner.

Nadal vandt Wimbledon i 2008 og 2010. I 2011 tabte han finalen til serbiske Novak Djokovic, og siden har Nadal ikke formået at nå længere end fjerde runde.

- Onkel Toni har gjort det fantastisk med "Rafa", siden han var en lille dreng, fastslår McEnroe.

I torsdagens kamp tabte Nadal i fire sæt til Dustin Brown 5-7, 6-3, 4-6, 4-6.

Dustin Brown har aldrig været højere oppe i sin singlekarriere end som nummer 78 på verdensranglisten, og han har aldrig vundet en turnering på ATP-touren. Det er kun blevet til sejre på Challenger-touren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.