McCartney taler ud om Lennons død: Et kæmpe chok
Musikeren Paul McCartney fortæller om sin reaktion på mordet på John Lennon for 34 år siden.
Her ses Beatles-medlemmerne i 1968. Fra venstre: Paul McCartney, John Lennon, Ringo Starr og George Harrison.
Her ses Beatles-medlemmerne i 1968. Fra venstre: Paul McCartney, John Lennon, Ringo Starr og George Harrison. Foto: AP/AP


Mandag er det præcis 34 år siden, at Beatles-musikeren John Lennon blev skuddræbt foran sin lejlighed i New York.

Hele verden sørgede over det meningsløse mord, som blev begået af en sindsforvirret mand, der senere forklarede mordhandlingen med, at han hørte stemmer og bare gerne ville være berømt.

I et tv-interview med "The Jonathan Ross Show" fortalte Beatles-bandkammeraten Paul McCartney lørdag om det skæbnesvangre opkald med den tragiske nyhed. Det skriver BBC.

- Jeg var hjemme, da jeg fik telefonopkaldet. Det var tidligt om morgenen. Det var bare så frygteligt, at jeg slet ikke kunne forstå det, siger McCartney og fortsætter:

- De første par dage kunne jeg slet ikke tro, at han var væk. Det var bare et kæmpe chok. Det var bare så trist, at jeg aldrig nogensinde ville få ham at se igen og være sammen med ham, siger den i dag 72-årige musiker.

McCartney og Lennon voksede lidt fra hinanden efter Beatles' dramatiske brud i 1970, men heldigvis nåede de to legendariske musikere at blive genforenet over andet end musikken. De talte om at være nybagte fædre og delte blandt andet brødopskrifter.

- Vi kom til et punkt, hvor vi blev uvenner over vores forretning sammen. Historien om vores brud er sand, men det er ikke det vigtigste - det vigtigste var kærligheden, siger McCartney, der sætter pris på, at de begravede stridsøsken.

- Jeg er så glad for det. Det værste ville have været at have haft denne fantastiske relation, som så blev forpestet, hvorefter han blev dræbt. Der er en slags trøst i, at vi fandt hinanden igen. Vi var gode venner, siger McCartney.

Lennons morder søgte den 20. august 2014 om prøveløsladelse, men den blev afvist af frygt for, at han vil gentage en lignende handling. Han kan først søge om ny prøveløsladelse om to år.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.