McCain: Putin bruger Syrien som militært øvelsesområde
Putin er ikke interesseret i at være vores partner. Han ønsker at redde Assad-regimet, siger John McCain.


Den republikanske senator John McCain siger, at Rusland bruger Syrien som en "militær øvelse, hvor der skydes med skarpt", og at Moskva har til hensigt at vinde en ny indflydelsessfære i Mellemøsten.

McCain, der søndag talte på Sikkerhedskonferencen i München, kritiserer Ruslands præsident, Vladimir Putins, intervention i Syriens næsten fem år lange borgerkrig.

- Putin er ikke interesseret i at være vores partner. Han ønsker at redde Assadregimet, siger McCain, som leder det militære udvalg i Senatet.

- Han ønsker at genetablere Rusland som en stormagt i Mellemøsten. Han ønsker at modernisere Ruslands militær og bruger Syrien som et russisk øvelsesområde, hvor der skydes med skarpt.

- Han ønsker at gøre provinsen Latakia til en militær bastion, hvorfra Rusland kan styrke dets indflydelsessfære i regionen - et nyt Kaliningrad eller Krim, siger McCain og tilføjer:

- Han ønsker at forværre flygtningekrisen og bruge den som et våben til at splitte den transatlantiske alliance og underminere EU.

Rusland annekterede i 2014 Krim fra Ukraine.

John McCain har foreslået at danne en international styrke på 100.000 kamptropper - inklusiv amerikanere - der skal fravriste Islamisk Stat dets territorium.

Styret i Moskva har for nylig advaret mod at indsætte landtropper i Syrien, mens Tyrkiet og Saudi-Arabien netop overvejer at gribe ind i konflikten med en landoperation, når og hvis den USA-ledede koalition mod Islamisk Stat (IS) ønsker det.

I et interview til Euronews søndag sagde den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, at den syriske præsident er det eneste legitime magtoverhoved i landet, og at hans afgang ville resultere i kaos.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.