Maveinfektion holder Southampton-profil ude af FCM-kamp
Den kenyanske midtbanespiller Victor Wanyama er ikke rejst med Southamptons trup til EL-returkampen i Herning.
Sadio Mané bliver muligvis klar til torsdagens kamp mod FC Midtjylland.
Sadio Mané bliver muligvis klar til torsdagens kamp mod FC Midtjylland. Foto: Frank Augstein/AP


Premier League-klubben Southampton må se bort fra sin defensive midtbaneprofil Victor Wanyama i torsdagens playoff-returkamp mod FC Midtjylland i Herning.

På et pressemøde onsdag siger klubbens manager, Ronald Koeman, at kenyaneren Victor Wanyama ikke er rejst med truppen til Danmark, fordi han er ramt af en maveinfektion.

Til gengæld gør den hollandske manager sig forhåbninger om, at den senegalesiske offensivspiller Sadio Mané kan nå at blive klar til kampen.

Den første kamp i Southampton sluttede 1-1, og englænderne skal derfor score for at avancere til Europa Leagues gruppespil.

- Vi ved, vi skal score, og det vil vi gå efter. Spiller vi op til vores niveau, tror jeg også, vi når gruppespillet, siger Koeman ifølge klubbens Twitter-profil.

Måden, avancementet sikres på, er underordnet.

- Selvfølgelig vil man altid gerne spille attraktiv fodbold, men i morgen er fokus på at vinde, og måden er ikke vigtig, siger hollænderen.

Torsdagens kamp begynder klokken 20.45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.