Mave-stikkeri: 25-årig mand anholdt
En ung mand blev anholdt på sin bopæl mistænkt for at have stukket 18-årig i maven med spids genstand.
En 25-årig mand er anholdt for at stikke en 18-årig i maven muligvis med en skruetrækker efter et skænderi.
En 25-årig mand er anholdt for at stikke en 18-årig i maven muligvis med en skruetrækker efter et skænderi. Foto: Colourbox/free


En diskussion mellem to mænd endte blodigt onsdag aften, da en 18-årig mand blev stukket i maven.

Tidligt torsdag morgen har politiet dog den formodede gerningsmand bag tremmer, oplyser Sajjad Haider, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Vi har anholdt en person, og det var ham, vi ledte efter. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag sigtet for grov vold, siger Sajjad Haider til Ritzau.

Det 18-årige offer blev stukket i maven med en "spids genstand" på et værested på Valby Langgade i Valby.

Offeret blev kørt til Rigshospitalet og undersøgt for indre skader, men har på intet tidspunkt været i livsfare.

- De to involverede havde en diskussion i en ungdomsklub, hvor de sidder. Der opstår uenighed om noget, vi endnu ikke er helt sikre på. Diskussionen fortsætter ude på gaden, hvor den ene så bliver stukket, siger Sajjad Haider.

Politiet har endnu ikke fundet den spidse genstand, som blev brugt. Den var heller ikke hjemme hos den anholdte.

Gerningsmanden forsvandt efter hændelsen, men politiet vidste allerede onsdag aften, hvem man ledte efter.

Den 25-årige, der i forvejen er kendt af politiet, blev anholdt på sin bopæl. Politiet vil ikke oplyse, hvor manden præcis bor, men det er på Sjælland.

Et vidne overværede, at den 25-årige stak den 18-årige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.