Matti Breschel styrter med høj fart i Holland
Tinkoff-Saxo-rytteren Matti Breschel har slået knæ, hofte og ryg efter en tur i asfalten under Eneco Tour.
Matti Breschel måtte tirsdag en tur i asfalten i Holland.
Matti Breschel måtte tirsdag en tur i asfalten i Holland. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Cykelrytteren Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) styrtede tirsdag med høj fart tæt på målstregen på 2. etape af Eneco Tour.

Med under to kilometer til målstregen i Breda mistede danskeren kontrollen over sin cykel - måske efter en berøring med belgieren Preben van Hecke (Topsport Vlaanderen), der også røg i asfalten.

Tinkoff-Saxo oplyser, at Breschel har pådraget sig overfladiske skrammer på knæ, hofte og ryg.

Den 30-årige dansker skal dog undersøges videre, meddeler cykelholdet.

- Det er meget uheldigt, men heldigvis kunne Matti fuldføre etapen, men han skal igennem flere undersøgelser i aften (tirsdag, red.), siger sportsdirektør Patxi Vila til cykelholdets hjemmeside.

2. etape af Eneco Tour blev vundet af tyske Andre Greipel (Lotto Soudal). Greipel vandt tidligere på sommeren fire etapesejre under Tour de France.

Matti Breschel er mødt frem til Eneco Tour i storform, efter at han i sidste uge vandt to etaper i Post Danmark Rundt.

- Vores strategi var den samme som i går (mandag, red.), nemlig at få et godt resultat i sprinten med Matti, som viste god form i Danmark Rundt, siger Patxi Villa.

- Han er ikke en fuldblodssprinter, men han er hurtig, og vi ønskede at få ham positioneret godt.

- Uheldigvis var der en rytter fra Topsport Vlaanderen, som ramte barrieren og fældede Matti på vej ind på den sidste kilometer, konstaterer sportsdirektøren.

Det belgisk-hollandske etapeløb Eneco Tour består af syv etaper og slutter på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.