Matti Breschel: Jeg var nødt til at satse
Matti Breschel havde sat næsen op efter mere, men danskeren sluttede som nummer 33 i VM på landevej.
Danmarks kaptajn Matti Breschel kørte efter sin tredje VM-medalje i Richmond i USA søndag.
Danmarks kaptajn Matti Breschel kørte efter sin tredje VM-medalje i Richmond i USA søndag. Foto: THOMAS SJØRUP/POLFOTO


På forhånd var håbet til mere end en plads som nummer 33 ved VM på landevej for danske Matti Breschel. Men det hårde løb i Richmond i USA faldt ikke ud til danskerens fordel i finalen.

Der var ikke mere i benene hos den danske holdkaptajn til slut, men han delte roser ud til hele det danske hold, der ud over Breschel bestod af Lars Bak (Lotto-Soudal), Michael Valgren, Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen fra Tinkoff-Saxo samt Rasmus Guldhammer (Cult Energy).

De fem øvrige ryttere kørte alle for Matti Breschel på dagen og sled og slæbte på en rute, der bød på brostensstigninger mod slutningen, hvilket ledte tankerne hen på forårsklassikerne.

- Jeg er lidt skuffet, også fordi holdet leverede en kanon indsats, og jeg fik al den hjælp, jeg overhovedet skulle bruge, siger Matti Breschel til TV2 Sporten.

Ifølge Matti Breschel blev det et hårdt VM-løb, da der ikke var tid til at slappe af på noget tidspunkt.

- Jeg fik ikke rigtig lov til at køre det løb, jeg havde lyst til. Det krævede, at man holdt sig fremme på stort set hver evig eneste omgang. Det var hårdt i længden, og det kostede kræfter, siger den danske kaptajn, der ellers følte sig godt kørende i løbet af dagen.

- Jeg havde det egentlig okay, men jeg følte også, at jeg blev nødt til at satse lidt, for jeg var bange for, at det hele ville blive splittet ad, og så sidder man nede i en gruppe og ærgrer sig over, at man ikke sidder fremme.

- Vi gamblede lidt og havde håbet på, at benene kunne holde, siger Matti Breschel efter VM-løbet.

Den kommende Cannondale-Garmin rytter har tidligere hentet både sølv og bronze ved VM på landevej, og han blev nummer fire i fjor.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.