Matthew er nedgraderet til en storm og drager til havs
Matthew er ikke en orkan mere. Den har kostet hundredvis af menneskeliv i Caribien, men er på vej ud på havet.
Oversvømmelse i Charleston, South Carolina. Orkanen Matthew, der er skyld i problemerne, er nu nedgraderet til en tropisk storm og på vej væk fra land.
Oversvømmelse i Charleston, South Carolina. Orkanen Matthew, der er skyld i problemerne, er nu nedgraderet til en tropisk storm og på vej væk fra land. Foto: Brian Blanco/AFP


Orkanen Matthew er færdig med at udløse død og ødelæggelse i Caribien og i det sydøstlige USA.

Det amerikanske orkancenter har nedgraderet den til en tropisk storm, og søndag eftermiddag dansk tid var den på vej væk fra den sydøstlige, amerikanske kyst og på vej ud på det åbne hav.

Der var dog fortsat kraftig blæst, regn og oversvømmelser i delstaten North Carolina.

Der var meldinger om oversvømmelser, væltede træer og ødelæggelser i de amerikanske delstater Florida, Georgia, South Carolina og så også i North Carolina.

New York Times skriver, at 11 mennesker omkom under uvejret i USA, men langt værre gik det i tirsdags, da Matthew ramte Haiti.

Da orkanen slap grebet om østaten i Caribien, var næsten 900 mennesker omkommet, og ødelæggelserne var enorme.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.