Matthew Benham udvider sin ejerandel i FC Midtjylland
I en børsmeddelelse oplyser FCM Holding A/S, at Matthew Benham torsdag 30. april vil eje 86,92 af aktierne.
FC Midtjylland jubler her over en af sæsonens mange scoringer.
FC Midtjylland jubler her over en af sæsonens mange scoringer. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Den engelske rigmand Matthew Benham køber flere aktier i FC Midtjylland, og ved ugens udgang ejer englænderen 86,92 procent af aktierne i selskabet bag Alka Superligaens tophold.

Det oplyser FCM Holding A/S i en børsmeddelelse.

27. marts udsendte Matthew Benham et frivilligt købstilbud til aktionærerne i selskabet om at overtage deres aktier.

Aktionærer bag 16,39 procent af den samlede aktieandel i FCM Holding accepterede tilbuddet, hvilket bringer Benhams ejerandel op på 84,59 procent af aktierne i selskabet.

Derudover har Benham indgået en aftale om køb af yderligere aktier, der vil bringe englænderens samlede beholdning i FCM Holding op på 86,92 procent af aktierne.

Handlerne forventes gennemført onsdag og torsdag i denne uge.

Benham købte sig ind i FC Midtjylland i begyndelsen af juli 2014, hvor han også tilførte selskabet 58 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.