Da Hobro søndag slog Silkeborg med 1-0 i chancefattig affære i Alka Superligaen, fandt kampens højdepunkt sted allerede efter cirka 40 sekunder, hvor nyindkøbte Mikkel Thygesen hamrede bolden i kassen med et sandt drømmemål for gæsterne.
Thygesen kom til Hobro i vinterens transfervindue fra Brøndby og har allerede arbejdet sig ind i startopstillingen, men midtbanespilleren har brug for mere tid for at vænne sig til sine nye holdkammerater.
- Selvom klubben har taget godt i mod mig, og jeg er faldet godt til, så handler det jo om at få minutter i benene. Det kræver tid på banen for at lære drengene at kende, og så bliver jeg også selv en bedre spiller, siger Thygesen.
Offensivspilleren må desuden omstille sig på at være i en klub, hvor man ofte går efter ikke at tabe, hvilket er lidt uvant for spilleren, der tidligere har spillet i større klubber som FC Midtjylland og altså senest Brøndby.
- I de lidt større klubber skulle man gå efter 2-0, mens vi i Hobro skal forsvare 1-0. Det har jeg det helt fint med. Jeg forsøger bare at bidrage med en masse arbejde til holdet, og så tror vi på, at pointene nok skal komme, siger Thygesen.
Hobro-styrmanden Martin Thomsen er også tilfreds med nyerhvervelsen, som sikrede sejren mod Silkeborg.
- Han er først og fremmest garant for en masse hårdt arbejde, og det får vi brug for, hvis der skal point på tavlen. Derudover ved vi, at han har et fremragende spark, og det fik alle jo at se mod Silkeborg.
- Vi spillede uden Quincy Antipas mod Silkeborg, som ellers er dygtig til at holde i bolden, og så er jeg glad for, at vi har både Mads Hvilsom og Mikkel Thygesen, der kan levere en masse hårdt arbejde i front og aflaste os bagude, siger Thomsen.
/ritzau/