Matchvinder Cornelius kan godt lide presset
Andreas Cornelius scorede søndag sit første mål i 2015. Han mener, han bliver bedre af at være under pres.
FCKs Andreas Cornelius kan i dag fejrer sin fødselsdag med at nyde sit mål i gårsdagens kamp.
FCKs Andreas Cornelius kan i dag fejrer sin fødselsdag med at nyde sit mål i gårsdagens kamp. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


FC København slog søndag Esbjerg med 1-0 i Alka Superligaen på et hovedstødsmål af Andreas Cornelius. Målet var den unge angribers første i 2015.

Andreas Cornelius er glad for scoringen, der faldt i åbent spil, og han lever fint med det pres, der er på hans unge skuldre.

- Jeg kan godt lide det pres, der er på mig, for jeg tror, det gør mig bedre. Jeg har det meget godt med det, og mener, jeg håndterer det fint, siger angriberen, der mandag fylder 22 år.

Den tidligere Cardiff-spiller har skullet stå på mål for meget kritik fra omverdenen, da målene ikke er faldet på samlebånd i denne sæson, men det er ikke noget, der fylder alverden hos angriberen.

- Hvis jeg ikke scorer i tre kampe, går jeg ikke i panik. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal arbejde, og så kommer målene lige pludselig, som det gjorde mod Esbjerg, siger han.

Andreas Cornelius er glad for den spilletid, han har fået af FCK-træner Ståle Solbakken i en periode, hvor målene er udeblevet.

- Tilliden betyder meget for mig, og det gør, at jeg kan holde fokus på de rigtige ting. Jeg fokuserer på det, jeg selv kan kontrollere og ikke så meget på målene, som man ikke altid er herre over, siger Andreas Cornelius.

Ståle Solbakken, er tilfreds med sin unge spydspids og håber, at den afgørende scoring i Esbjerg hurtigt vil bane vejen for den næste.

- Andreas Cornelius arbejder hårdt til træningen, og det var godt for ham, han kom på måltavlen. Forhåbentligt kommer det næste mål fra ham hurtigt, siger Ståle Solbakken.

Andreas Cornelius har scoret seks gange i Superligaen i denne sæson og deler med Nicolai Jørgensen den interne førsteplads på topscorerlisten i FC København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.