Matador-Vicki sælger sin luksus-lejlighed
Sonja Oppenhagen skiller sig af med sin villa-lejlighed i Charlottenlund. Den er netop sat til salg for knap 6,5 millioner kroner.
Sonja Oppenhagen er her fotograferet foran den lejlighed i Charlottenlund, som hun netop har sat til salg.
Sonja Oppenhagen er her fotograferet foran den lejlighed i Charlottenlund, som hun netop har sat til salg. Foto: Simon Læssøe/Scanpix/arkiv


Efter ti år er det blevet tid til luftforandring for Sonja Oppenhagen. Skuespillerinden, der blandt andet er kendt som Vicki fra serien "Matador", sælger nemlig sin villalejlighed i Charlottenlund.

Det skriver Boliga Kendte.

Ud over "Matador", kender danskerne også Sonja Oppenhagen som storesøster Rikke i de oprindelige "Min søsters børn"-film og fra "Krummerne 2 - Stakkels Krumme".

På tv er "Matador" nok højdepunktet, men hun har også haft roller i så forskellige serier som "Huset på Christianshavn", "TAXA", "Langt fra Las Vegas" og "Badehotellet".


Ejendommen er pudset og malet i en lys rød farve. Foto: Simon Læssøe/Scanpix/arkiv

6,5 millioner - så er det din

Prisen på den 110 kvadratmeter store villa-lejlighed er 6.495.000 kroner, hvilket ifølge Boliga Kendte umiddelbart er en høj kvadratmeterpris - selv for postnummer 2920.

Udbudsprisen hænger dog muligvis sammen med, at der også er 96 kvadratmeter kælder med tre værelser, bryggers og et stort badeværelse, skriver Boliga Kendte.

I lejlighedens stueplan er der blandt andet tre stuer en-suite, hvor en har svensk kakkelovn, en har udgang til terrassen, og den sidste er i åben forbindelse med køkkenet.

Føles som et hus

Lejligheden på første sal i den pudsede og lyst rødmalede villa er beboet, men der skulle ifølge salgsopstillingen være mere villa end lejlighed over Sonja Oppenhagens del af ejendommen.

Mægleren skriver nemlig i salgsteksten, at boligen føles som ens eget hus, fordi der er egen indgang, og de to etager ikke deles.


Med i købet følger der et drivhus. Foto: Simon Læssøe/Scanpix/arkiv

Ballet og skuespil

Sonja Oppenhagen trådte sine barnesko på Den Kongelige Balletskole, inden hun blev skuespiller. Udover rollen som Vicki i ikoniske "Matador", har hun spillet med i flere film og tv-serier. Hun har desuden optrådt i revyer og på teatrets skrå brædder.

Gift tre gange

Tre gange har hun sagt ja til ægteskab. Første gang med Klaus Pagh i 1973. De blev skilt i 1978, da hun, ifølge et interview med Ugebladet Søndag, havde brug for at gøre oprør mod den ordentlighed, der havde præget hendes liv indtil da, skriver Boliga Kendte.

Fra 1982 til 1991 var hun gift med lægen Morten Hebjørn, og i 2001 blev hun gift med kapelmester Stig Christensen.

Du kan se lejligheden her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.