31-årige Martin Bentzen var til musikfestival ved byen Askum i det sydvestlige Sverige, men forsvandt lørdag aften. Søndag blev han meldt savnet og politiet har nu iværksat en eftersøgning med hjælp fra både militær og frivillige.
- Vi har fem patruljer ude at lede efter ham, heraf tre hundepatruljer, siger politiets pressetalsmand Christer Fuxborg til avisen Bohusläningen.
Den 31-årige Martin beskrives som 180 cm høj og almindelig af bygning. Da han forsvandt var han iført en sort trøje og mørke shorts.
- Vi har en helikopter klar, og vi leder med både almindelige patruljer og hundepatruljer, siger Christer Fuxborg til Aftonbladet.
Desuden har politiet blandt andet været i kontakt med taxiselskaber og sygehuse, men uden resultat.
Ifølge Aftonbladet koncentrerer politiet eftersøgningen i området omkring festivalpladsen, der ligger i skoven uden for Askum.
Politiet beskriver terrænet i området som "utilgængeligt".
- Visse områder er decideret farlige. Der et blandt andet tale om kløfter og vandløb, siger politiets pressetalsmand til Aftonbladet.
Han understreger, at intet tyder på, at der skulle ligge en forbrydelse bag danskerens forsvinden.