De galopperende medicinpriser betyder nu, at 125 ansatte på sygehusene i Region Sjælland får en fyreseddel. I alt 375 stillinger bliver nedlagt, men regionen forventer, at en stor del nedlægges ved naturlig afgang. Desuden har regionen indført ansættelsesstop.
Det oplyser formanden Jens Stenbæk til P4 Sjælland, efter regionsrådsmødet i går, hvor besparelserne blev vedtaget:
- Det kan ikke undgås, at patienterne kommer til at mærke besparelserne. Men vi håber det kun bliver i en overgangsperiode, siger Jens Stenbæk.
Men den udlægning køber formanden for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland, Helle Dirksen ikke:
- Selvfølgelig kan det mærkes når man nedlægger 375 stillinger. Det værste er, at det bliver den enkelte sygeplejerske, der bliver skydeskive for politikernes besparelser. Det er os, der står med patienterne og os, der bliver ramt på arbejdsmiljøet, siger Helle Dirksen til DR Sjælland.
Oprindeligt var det frygtet, at endnu flere skulle fyres, men millionerne er fundet ved en kombination af fyresedler, naturlig afgang og andre besparelser.
De stigende medicinpriser presser også næste års budget, og det får regionsformand Jens Stenbæk til at kræve, at der skal findes langsigtede løsninger for at styre medicinudgifterne. Regionen står nemlig med det samme problem i 2016, hvor medicinudgifterne fortsætter med at stige, skriver DR Sjælland.