Masser af overraskelser i Morten Olsens startellever
FC Midtjyllands Pione Sisto, Riza Durmisi fra Brøndby og FCK's Nicolai Jørgensen starter inde mod Albanien.


Pione Sisto, Riza Durmisi og Nicolai Jørgensen er overraskende med fra start, når det danske landshold klokken 20.45 møder Albanien i EM-kvalifikationen.

Landstræner Morten Olsen har været nødsaget til at finde alternative løsninger, efter at Christian Eriksen og Nicolai Boilesen har meldt afbud til gyseren på grund af skader.

I forvaret har landstræner Morten Olsen foretrukket Daniel Agger og Simon Kjær som midtstoppere foran målmand Kasper Schmeichel, mens Lars Jacobsen tager sig af højrebacken. Brøndbys Riza Durmisi er i venstresiden.

På den defensive midtbane skal William Kvist og Pierre-Emile Højbjerg dæmme op for albanernes lynhurtige kontraangreb, mens Michael Krohn-Dehli er den mere kreative kraft på den forreste del af midtbanen.

Spydspidsen Nicklas Bendtner har FC Midtjylland-kometen Pione Sisto og Nicolai Jørgensen fra FC København på hver sin side.

Danmark og Albanien ligger side om side i EM-kvalifikationen med 10 point, men albanerne har spillet en kamp færre end danskerne. Portugal topper gruppen med 12 point.

To hold er sikret adgang til EM, mens nummer tre kan håbe på en EM-plads via playoff.

Danmarks startopstilling (4-2-3-1):

Kasper Schmeichel - Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Riza Durmisi - Pierre-Emile Højbjerg, William Kvist - Pione Sisto, Michael Krohn-Dehli, Nicolai Jørgensen - Nicklas Bendtner

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.