Torsdag omkring middagstid fik de 550 medarbejderne på Danmarks andenstørste erhvervsskole, TEC Frederiksberg, at vide, at de i 2015 mister omkring 30 kollegaer.
Det er den direkte konsekvens af den nye erhvervsskole-reform, der træder i kraft til sommer. Reformen stiller højere krav til kommende studerende, og skolerne må derfor fyre for at imødegå forventningerne om færre elever på blandt andet frisør-, håndværks-, og butiksassistent-uddannelserne. Det skriver Politiken.
Det vækker harme hos Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, der blandt andet organiserer lærere på erhvervsskolerne.
-Det er en helt forfærdelig situation. I forvejen synes vores lærere, at de har meget travlt, og at det er en stor og vigtig opgave, de står med i forhold til reformen. Fyringsrunderne rammer dem som en bombe, fordi man samtidig med, at man lancerer en seriøs reform, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, fyrer lærerne, siger Hanne Pontoppidan til pol.dk.
De tekniske skoler fyrer af flere årsager. De strengere adgangskrav til eleverne, et grundforløb, der er skåret ned til 20 uger og nye kvoter på optag.
Politiken skriver, at Københavns Tekniske Skole således nu kun må optage 14 elever på uddannelsen til ’grafisk tekniker’. I år var det tal 300.