Masseanholdelse efter rambuktyveri i Hørsholm
Tyve brugte Fiat Punto til at brage gennem udstillingsvindue i butikscenter.
Politiet slog til, da de 10 mænd var ved at bære en masse nyt tøj - bl.a. jakkesæt på bøjler - op i en lejlighed.
Politiet slog til, da de 10 mænd var ved at bære en masse nyt tøj - bl.a. jakkesæt på bøjler - op i en lejlighed. Colourbox


10 personer er natten til søndag blevet anholdt i forbindelse med et rambuktyveri lørdag aften mod en tøjforretning i Hørsholm.

De anholdte var i gang med at bære en masse nyt tøj op i en lejlighed i Bagsværd, da politiet slog til.

Københavns Vestegns Politi fik omkring midnat en henvendelse fra en borger, som undrede sig over et "mistænkeligt forhold" ved en boligblok i Bagsværd.

- Flere personer var i gang med at at bære beklædning ud fra en varebil, blandt andet jakkesæt på bøjler, og op i en lejlighed, siger Anders Schütt, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi havde få timer tidligere sendt oplysninger ud til andre politikredse om et uopklaret rambuktyveri i butikscentret Hørsholm Midtby.

- Tyvene brugte en Fiat Punto til at smadre et udstillingsvindue i tøjforretningen. De slap af sted med varer for et relativt stort beløb. Blandt andet flere dyre jakkesæt, fortætter vagtchefen.

Politiet blev alarmeret om rambuktyveriet klokken 22.28.

Tyvene forsvandt i en hvid varebil. Sandsynligvis det samme køretøj som politiet har beslaglagt i forbindelse med anholdelserne i Bagsværd.

Anholdelsen af de 10 mænd foregik uden dramatik, lyder det fra Anders Schütt.

Alle de mistænkte er i alderen 17 år til 33 år.

Politiet har endnu ikke et overblik over, hvor stort et udbytte, gerningsmændene til rambuktyveriet er kom af sted fra butikken med.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.