Masnedsundbro åben: Fragtskrib er i havn
Det lille fragtskib, der var grundstødt ved Masnedsundbroen, er fragtet til undersøgelse i havnen.
Masnedsundbroen, der forbinder Masnedø med Sjælland ved Vordingborg og udgør en del af storstrømsforbindelsen, er igen åben.
Masnedsundbroen, der forbinder Masnedø med Sjælland ved Vordingborg og udgør en del af storstrømsforbindelsen, er igen åben. Foto: Colourbox/free


Ifølge Sydsjællands Politi er Masnedsundbroen nu igen åbnet for trafik.

- Fragtskibet er bragt ind i havnen og forbliver der indtil den er undersøgt for eventuelle skader, skriver politiet på Twitter.

Masnedsundbroen har lørdag eftermiddag været lukket for al trafik - både biler og tog - mens et grundstødt fragtskib er blevet trukket fri.

Skibet er nu bragt til havnen og skal forblive der, til det er undersøgt for skader.

I løbet af eftermiddagen har bilister været tvunget til at finde alternative ruter over farvandet mellem Sjælland og Falster. Det betyder i praksis, at bilisterne har måtte køre over Farøbroerne.

Det lille fragtskib stødte på grund fredag eftermiddag klokken 15.16, da det stødte ind i Masnedsundbroen.

Broen forbinder Masnedø med Sjælland ved Vordingborg, og den udgør en del af storstrømsforbindelsen, som desuden udgøres af den længere Storstrømsbro.

Påsejlingen førte til lukning af broen fredag, mens eventuelle skader på broen blev besigtiget.

Det viste sig, at selve broen var sluppet for nævneværdig skade, men det såkaldte afviserværn, som skal beskytte broen mod påsejling, var blevet ødelagt.

Masnedsundbroen er flere gange før blevet ramt af skibe på afveje, hvilket har medført gener for trafikken. Sidste år skete det to gange.

Efter en påsejling i april måtte broen lukkes for togtrafik i tre dage, mens broen blev besigtiget. Det viste sig, at der ikke var sket skader på broen.

I august sidste år var broen igen lukket. Denne gang dog ganske kortvarigt. Det skete, da en coaster ramte broen, men med så ringe kraft, at det kun førte til lukning i halvanden time.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.