Maskeret røver truer med foldekniv i nordjysk supermarked
Ved lukketid søndag aften blev personalet i DagliBrugsen i Tylstrup truet til at udlevere penge.
Ved at true personalet med en kniv fik en maskeret mand søndag udleveret penge fra kassen i et supermarked i Tylstrup nord for Aalborg. Arkivfoto.
Ved at true personalet med en kniv fik en maskeret mand søndag udleveret penge fra kassen i et supermarked i Tylstrup nord for Aalborg. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En maskeret mand truede sig søndag aften til penge fra kassen i DagliBrugsen i Tylstrup nord for Aalborg. Det oplyser vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Røveriet skete, da supermarkedet var ved at lukke søndag aften klokken 20.

Røveren havde et sort tørklæde trukket op for munden, da han trængte ind i butikken og truede personalet med en foldekniv.

- Han fik udleveret et pengebeløb, hvorefter han løb ud af butikken og forsvandt, siger Bruno Brix.

Politiet har gennemsøgt området omkring supermarkedet med hunde uden at finde røveren.

Han beskrives som 180 centimeter høj. Han havde under røveriet et mørkegråt joggingsæt på med hætten trukket op. Vidner i supermarkedet har oplyst, at manden talte dansk med nordjysk sprogtone.

Politiet hører gerne fra vidner, der har set noget i området omkring supermarkedet søndag aften, siger vagtchefen. Folk, der har oplysninger, kan ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.