Maskerede røvere stak af med varebil ved 7-Eleven
Røvere ventede på varebilschauffør og havde kumpaner i sort flugtbil siddende klar i området.
En 24-årig chauffør blev fredag morgen passet op af røvere ved Høje Taastrup Station. Arkivfoto.
En 24-årig chauffør blev fredag morgen passet op af røvere ved Høje Taastrup Station. Arkivfoto. Foto: Colorbox.dk/Free


Et røveri ved Høje Taastrup Station fredag morgen var efter alt at dømme nøje planlagt.

To maskerede mænd, hvor den ene var bevæbnet med kniv, truede ved 7.30-tiden en 24-årige mand til at udlevere nøglerne til en varebil. Røveriet skete ud for kiosken 7-eleven, oplyser vagtchef Jens Møller fra Vestegnens Politi.

- Chaufføren bliver passet op af de to mænd, som stjæler varebilen og kører væk i den. Der er et vidne, som følger efter, og han ser, at de et stykke væk skifter over til en mindre sort bil. I den sidder der yderligere to mænd, fortæller han.

Ifølge vagtchefen tyder det umiddelbart på, at gerningsmændene har stået klar og ventet på, at chaufføren skulle ankomme. Og Samtidig har medgerningsmændene i den sorte bil, formentlig en VW Polo, hele tiden været standby.

Røveriet blev overværet af et vidne - en mandlig bilist - som var på stedet. Han fulgte efter røverne og så altså, at de undervejs skiftede køretøj.

Vidnet har fortalt politiet, at røverne kørte ud på motorvejen mod København. Her drejede de ind omkring Vallensbæk, og vidnet tabte dem derefter af syne.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke noget nærmere brugbart signalement af gerningsmændene.

Hvilket udbytte røverne har opnået, ved politiet endnu ikke. Ifølge Jens Møller kan det muligvis dreje sig om blandt andet forskellige tobaksvarer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.