Marys fødselslæge vil ikke mere: Siger op i protest
I 14 år har klinikchef Morten Hedegaard stået i spidsen for en af landet største fødeafdelinger. Han har været fødselslæge ved alle kronprinsesse Marys og prinsesse Maries fødsler. Men nu er det slut.
Foto: Scanpix


Morten Hedegaard forlader Rigshospitalet i protest ved årsskiftet med henvisning til, at der er alt for få hænder og for lidt tid til de fødende. Det skriver Politiken onsdag.

"Den økonomiske ramme, som jeg som klinikchef har skullet arbejde under, er med årene blevet strammere og strammere. Det er efter min opfattelse nu svært at have det ultimative ansvar for både patienternes behandling og medarbejdernes trivsel", skrev Morten Hedegaard ifølge Politiken i en afskedsmail til medarbejderne i går.

For godt et halvt år siden fik fødeafdelingen på Rigshospitalet en sur smiley af Arbejdstilsynet. Personalet havde så travlt, at det brød Sundhedsstyrelsens retningslinjer og udsatte de fødende kvinder og deres børn for potentielle sundhedsrisici.

Jordemødre og fødselslæger fra landets fødegange har i flere år klaget over tiltagende travle forhold. Folketinget afsatte derfor sidste år 50 millioner kroner årligt øremærket til de pressede fødeafdelinger, hvoraf Rigshospitalet har fået godt 4 millioner kroner.

Men samtidig skal alle Region Hovedstadens hospitaler ifølge budgetaftalen for næste år finde besparelser og omprioriteringer for 640 millioner kroner. 4 millioner blev fundet ved at lukke Rigshospitalets barselshotel i Aldersrogade, hvor førstegangsmødre kan komme sig i trygge rammer efter fødslen, og det var den besparelse, der blev dråben for Morten Hedegaard, skriver Politiken.

Formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) er "ked af", at klinikchefen stopper.

"Problemet er, at vi ikke kan friholde fødeområdet. Og de medicinske patienter. Og psykiatrien. Og kræftområdet. Når man skal finde 600 millioner kroner, så må alle bidrage", siger regionsrådsformanden til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.