Nej, det er er ikke en medfødt mekanik, at man som kvinde har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens manden arbejder.
Det siger kronprinsesse Mary i et interview med Eurowoman.
Dermed modsiger hun Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, der under et pressemøde tidligere på året i forbindelse med Rockwool Fondens forskning i familiens betydning for arbejdsudbuddet fortalte til Avisen.dk, at det er biologisk bestemt, at kvinder hellere vil gå hjemme end have et job og en karriere på arbejdsmarkedet.
I interviewet med Eurowoman siger kronprinsesse Mary blandt andet:
- Vi er vidt forskellige i forhold til, hvad vi ønsker os, drømmer om og lader os begrænse af. Det er ikke genetisk bestemt, om jeg er karrierefokuseret eller gerne vil være hjemmegående, eller om en mand drager mindre omsorg for sit barn end en kvinde. Mænd føler lige så stor omsorg for deres børn, så det er traditioner og kulturelle normer, der dikterer hvordan vi agerer.
Hun siger desuden, vi skal lade være med "at fordømme en karrierekvinde for ikke at være den, der altid henter og bringer sine børn".
I februar sagde LA-politikeren til Avisen.dk:
- Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder, sagde han.
Joachim B. Olsens udtalelser skabte efterfølgende en del debat, og han sagde i samme forbindelse til BT, at han mente det var "fordummende, hvis vi ikke accepterer, at der er en biologisk forskel på mænd og kvinder, og at denne forskel giver sig udtryk i, at vi gennemsnitligt tager forskellige valg".
Joachim Brøchner Olsen er Danmarks gennem tiderne bedste kuglestøder.
Han sidder i Folketinget for Liberal Alliance og er partiets arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører.
Han har læst historie år på University of Idaho i Moscow, Idaho, USA fra 1999 til 2002.
Han er gift med cand.jur Karen Westergaard Nielsen. De har sammen to børn.