Verdens kvinder fortjener bedre sundhed og rettigheder.
Sådan lød budskabet fra den danske kronprinsesse Mary, da hun mandag stillede sig på talerstolen i det fornemme selskab på FN's Generalforsamling i New York.
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Kronprinsessen besøger i disse dage generalforsamlingen sammen med den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), og et af hendes programpunkter var at skyde gang i en ny "Women Deliver"-kampagne, der blandt andet skal sætte fokus på kvinders sundhed.
Et emne, der står den danske kronprinsesses hjerte meget nært.
- Jeg ser frem til at støtte den nye "Deliver for Good"-kampagne, der har fokus på 12 centrale investeringer i pigers og kvinders sundhed og rettigheder. Det er en vigtig kampagne, der følger op på "Women Deliver"-konferencen i København, sagde kronprinsessen blandt andet fra talerstolen.
Kampagnen udspringer fra "Women Deliver"-konferencen, som fandt sted i København i maj. Her deltog kronprinsessen som protektor.
Ved kampagnens lanceringsevent i New York blev de 100 bedste idéer og konkrete løsningsforslag fra konferencen samtidig præsenteret.
Danmark var det første land, der meldte sig som statslig donor for kampagnen.
/ritzau/FOKUS