Mary giver 10.000 kroner til danske studerende i Tasmanien
Fem danske unge, der studerer på universitetet på kronprinsesse Marys hjemø, Tasmanien, modtager legater.
Kronprinsesse Mary har selv studeret på University of Tasmania. Her er hun sammen med kronprins Frederik og prins Christian på besøg på sin fødeø. Familien besøger Bonorong Wild Life Park.
Kronprinsesse Mary har selv studeret på University of Tasmania. Her er hun sammen med kronprins Frederik og prins Christian på besøg på sin fødeø. Familien besøger Bonorong Wild Life Park. Foto: Manabu Kondo/AP


Før livet som dansk kongelig boede kronprinsesse Mary på Tasmanien, og det får fem danske studerende glæde af.

Sune Bjerg, Sanni Jensen, Kirstine Pedersen, Ida Steensgaard og Rasmus Svendsen er alle studerende på University of Tasmania, og de er dette års modtagere af Crownprincess Marys Scholarship.

Legatet er på 2000 australske dollar, hvilket svarer til cirka 10.000 danske kroner.

Legatet bliver hvert år givet til udvalgte danske studerende, der tager turen til Tasmanien som en del af deres uddannelse.

Dette års fem modtagere studerer så forskellige fag som journalistik, sygepleje, havvidenskab og økonomi.

Det er kronprinsesse Marys far, professor i matematik John Donaldson, der udvælger modtagerne på baggrund af såvel faglighed som motivation for at tage turen til Tasmanien.

Han siger til den australske avis Mercury, at legaterne har stor betydning for familien Donaldson.

Kronprinsesse Mary er bachelor i jura og erhvervsøkonomi fra universitetet, og han har selv undervist samme sted, indtil han gik på pension i 2003.

Siden legatet blev indstiftet har 28 danske studerende på universitetet i Tasmanien modtaget legatet.

Kronprinsesse Mary er født i Tasmaniens hovedby Hobart, hvor hun også er opvokset.

Siden rejste hun til Sydney, hvor hun boede, indtil hun flyttede til Danmark i 2002.

I 2004 blev hun gift med kronprins Frederik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.