Martin Spelmanns tyrkiske klub fyrer den femte træner
Martin Spelmann skal igen have nye træner i tyrkiske Genclerbirligi efter sæsonens femte trænerfyring.
Martin Spelmann, der her ses som nummer to fra venstre i sin tid i AC Horsens, skal have ny træner.
Martin Spelmann, der her ses som nummer to fra venstre i sin tid i AC Horsens, skal have ny træner. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Martin Spelmann skal endnu en gang have ny træner i den tyrkiske klub Genclerbirligi.

Den tidligere OB-spiller skiftede i sommer til Ankara-klubben, der kæmper for at undgå nedrykning fra den bedste række.

Da Spelmann ankom til klubben var Stuart Baxter træner i Genclerbirligi, men skotten var hurtigt fortid.

Tirsdag fyrede klubpræsident, Ilhan Cavcav, den femte træner i den igangværende sæson, da Yilmaz Vural blev afskediget efter kun seks dage.

Vural nåede blot at stå i spidsen for Genclerbirligi i en enkelt kamp, der endte med et nederlag.

Ifølge tyrkiske medier blev Yilmaz Vural fyret, da han bad om at hente nye spillere i vinterens transfervindue. Det blev afvist, da præsident Gavcav mente, at truppen var bred nok.

Siden 1981, hvor Ilhan Cavcav blev præsident i Genclerbirligi, har 51 forskellige trænere stået i spidsen for hovedstadsklubben.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.