Martin Pusic sikrer FC Midtjylland-sejr mod Hobro
Martin Pusic, der senest var vraget grundet dårlig opførsel, scorede begge mål, da FC Midtjylland slog Hobro.
Martin Pusic var tilbage i FC Midtjyllands startopstilling og kvitterede med mål. (arkiv)
Martin Pusic var tilbage i FC Midtjyllands startopstilling og kvitterede med mål. (arkiv) Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


Den forsvarende mester, FC Midtjylland, formår stadig at være succesfuld på både den hjemlige og internationale scene samtidig.

Tre dage efter klubben sikrede sig adgang til gruppespillet i Europa League, udbyggede midtjyderne sit forspring i toppen af Alka Superligaen.

På hjemmebane blev det til sejr på 2-0 over bundholdet Hobro.

Det var med særligt én spiller i centrum. For en uge siden trak Martin Pusic store overskrifter, fordi han havde overfuset træner Jess Thorup og derfor var sat uden for truppen.

Søndag aften viste Martin Pusic, hvorfor han mener, at han bør starte inde hver gang. Han scorede begge mål, da Thorup endelig gav ham chancen i startopstillingen.

Efter otte minutter stod han helt umarkeret i straffesparksfeltet, og han headede sikkert føringsmålet i nettet.

På det tidspunkt havde FCM ellers ikke haft heldet med sig. Allerede efter to minutter måtte Rilwan Hassan lade sig udskifte med en skade.

I forvejen var førstemålmand Johan Dahlin samt Erik Sviatchenko og Pione Sisto pludselig ude af den trup, som Jess Thorup havde udtaget lørdag.

De to sidstnævnte har begge været rygtet væk på falderebet af sommerens transfervindue. Det kan være årsagen.

Selv uden dem har mesterholdet dog et slagkraftigt mandskab, der satte sig på kampen efter den tidlige scoring. I den sidste del af første halvleg fik Hobro bedre fat, men et par gode muligheder - den største til Mayron George - savnede kvalitet i afslutningerne.

Straks efter pausen gik FCM målrettet efter at udbygge føringen, hvilket gav resultat efter få sekunder.

Bindeleddet Tim Sparv afleverede til Martin Pusic, der tog et par træk og sendte bolden i fjerneste hjørne til 2-0.

Derefter var der aldrig tvivl om udfaldet. Hjemmeholdet dominerede totalt og kunne have udbygget føringen.

Men i en periode med mange kampe forstod man godt, at FCM i perioder forfaldt til cruisekontrol.

Med sejren er FCM oppe på 17 point for syv kampe. Det er fem flere end Sønderjyske på andenpladsen, mens den formodede mesterskabsrival FC København efter nederlaget til OB har ni point for seks kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.