Martin Braithwaite scorer i vigtig Toulouse-sejr
Martin Braithwaite kom på måltavlen en enkelt gang, da Toulouse fik nyt liv i bunden af den franske liga.
Martin Braithwaite er nu oppe på ti sæsonmål for Toulouse.
Martin Braithwaite er nu oppe på ti sæsonmål for Toulouse. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite fortsætter med at demonstrere sin målfarlighed i den franske liga.

Lørdag aften scorede han sit tiende sæsonmål for Toulouse, der på hjemmebane besejrede Bastia med 4-0 og dermed sikrede sig tre vitale point i bundstriden.

Efter en målløs første halvleg kom der gang i sagerne efter pausen. Først bragte Wissam Ben Yedder Toulouse i front, og kort efter gjorde Braithwaite det til 2-0, da han udnyttede Ben Yedders forarbejde.

Da Bastia lidt senere fik en spiller smidt ud, var det op ad bakke for korsikanerne, der faldt helt sammen i slutfasen.

Oscar Trejo scorede til 3-0, inden kampens helt store figur, Wissam Ben Yedder, sørgede for slutresultatet 4-0.

Trods sejren ligger Toulouse fortsat næstsidst i Ligue 1. Der er fire point op til redning og fem kampe tilbage at spille.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.