Marseille henter Real Madrid-ikon som træner
Michael Laudrups tidligere holdkammerat i Real Madrid Michel skal få Marseille væk fra bunden i Frankrig.


Real Madrid-ikonet Michel tager med kort varsel over som træner i Marseille.

Den franske storklub stod tidligere på måneden pludselig uden træner, da Marcelo Bielsa for halvanden uge siden trak sig efter et nederlag til upåagtede Caen i første spillerunde i den franske liga.

52-årige Michel var i 1980'erne og 1990'erne en del af Real Madrids stjernehold, der også talte danske Michael Laudrup. Derudover nåede han at spille 66 landskampe for Spanien.

Som træner har Michel prøvet sig af i de små Madrid-klubber Rayo Vallecano og Getafe samt Real Madrids andethold. Derudover har han haft en periode som træner i Sevilla.

Tidligere på året blev han fyret i græske Olympiakos, som han førte frem til to mesterskaber og en pokaltriumf.

Marseille har fået en skidt åbning på sæsonen med nederlag i de to første kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.