Markussen: Umuligt at spå om lang fremtid i BSV
Landsholdsspilleren glæder sig meget til at tiltræde i BSV. Han ser et stort potentiale i klubben.


Nikolaj Markussen har været vidt omkring i sin håndboldkarriere.

Han forlod for to år siden den nu lukkede storklub Atlético Madrid i Spanien for at spille for El Jaish i Qatar.

Før denne sæson skiftede han til Skjern Håndbold på en etårig kontrakt, og onsdag aften kom det frem, at han fra næste sæson tiltræder i Bjerringbro-Silkeborg (BSV) på en toårig kontrakt.

Den 2,11 meter høje venstreback vil dog ikke love, at han bliver i meget lang tid i BSV.

- Det kommer an på mange ting. Det er svært at spå om fremtiden, men jeg håber, at det bliver rigtig godt at være i BSV. Og så vil jeg ikke udelukke at blive i klubben i mange år.

- Men det er også op til klubben, og hvordan det hele forløber. Det er svært at sige, om jeg spiller her i to år eller syv år. Det kan jeg ikke love nu, siger Nikolaj Markussen.

Landsholdsspilleren glæder sig meget til at tiltræde i BSV, hvor han bliver den direkte afløser for Kristian Kjelling.

Nordmanden forlader BSV efter denne sæson og tager hjem til Norge for at spille for Drammen.

- Jeg synes, at der er et kæmpestort potentiale i BSV, også når man ser på de spillere, som klubben har måtte undvære gennem det meste af sæsonen.

- Alligevel ligger BSV nummer tre i ligaen. Det vidner om en bred trup med en masse kvaliteter.

- Klubbens spillestil og playmakerne tiltaler mig. De kan hjælpe mig med at komme til afslutninger, og jeg kan hjælpe dem med at få bedre arbejdsbetingelser, siger Nikolaj Markussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.