Markussen advarer mod bevægeligt spansk angreb
Spanske Granollers står mellem Bjerringbro-Silkeborg og en historisk kvalifikation til Final-4 i EHF Cuppen.
Med en fortid i spansk håndbold ved Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg en del om modstanderen i søndagens EHF Cup-kvartfinale.
Med en fortid i spansk håndbold ved Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg en del om modstanderen i søndagens EHF Cup-kvartfinale. Foto: Aarestrup Pedersen Rune/Polfoto


Med en fortid i spansk håndbold ved Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) mere om modstanderen i søndagens EHF Cup-kvartfinale, end holdkammeraterne gør.

Danmarks eneste tilbageværende repræsentant i europæisk håndbold trak Granollers fra Spanien som den sidste modstander før Final-4 - et stævne med deltagelse af de fire bedste klubber i den næstfineste europæiske turnering.

Markussen spillede fra 2011 til 2013 i den spanske topklub Atlético Madrid, og derfra kender han modstanderen og den spanske håndboldkultur.

- Der er sket en del udskiftning på deres hold, siden jeg var i Spanien, men filosofien er meget den samme. Holdet er sat godt sammen af nogle dygtige håndboldspillere, der har en god forståelse for spillet.

- Det er et hold uden de helt store stjerne, men de har et godt spilkoncept, og derfor er det et svært hold at spille imod, siger Markussen til klubbens hjemmeside.

Han mener, BSV skal være forberedt på, at Granollers kommer med inspirerende angrebsspil.

- De har en lidt anderledes spillestil, end mange af de danske hold har. De spiller med mange store og bløde bevægelser i deres angrebsspil, som er meget koncentreret om en bevægelig stregspiller.

- Det er et rigtig godt og solidt hold, og vores forsvar og målmænd skal indstille sig på nogle andre bevægelser, end vi er vant til at møde, forklarer han.

Markussen vurderer, at jyderne over to kampe kan kvalificere sig til Final-4.

- Hvis vi spiller godt, tror jeg på, vi har en god chance for at gå videre. Indtil videre i denne sæson har vi været dygtige til at spille klogt i de europæiske kampe, og kan vi spille, som vi har gjort hidtil i EHF Cuppen, tror jeg, vi har gode muligheder.

- Men det kræver en toppræstation i begge kampe, understreger den 211 centimeter høje venstreback.

Hvis BSV over to kampe formår at besejre Granollers, vil det være en historisk præstation for den midtjyske håndboldklub, der blev grundlagt i 2005.

Den første af to kvartfinaler mellem BSV og Granollers spilles søndag klokken 17.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.