Markant islandsk politiker er død
Islands tidligere statsminister og formand for Fremskridtspartiet Halldór Ásgrímsson er død. Han blev 67 år.


Den tidligere islandske statsminister og formand for Framsóknarflokkurinn, som Fremskridtspartiet hedder i Island, er død. Halldór Ásgrímsson blev 67 år.

Ifølge avisen Morgunblaðið blev Halldór Ásgrímsson fredag ramt af et alvorligt hjerteanfald i sit sommerhus i Grímsnes i Sydisland, omkring 80 kilometer fra hovedstaden Reykjavík.

Han blev i ambulance kørt til universitetssygehuset Landsspitalinn i Reykjavík. Her døde han på intensivafdeling mandag.

Halldór Ásgrímsson blev født i Vopnafjörður i Østisland i 1947, men flyttede siden med sine forældre til Höfn i Sydisland. Han uddannede sig til statsautoriseret revisor i Island og læste videre i Bergen og København. Fra 1973 til 1975 var han lektor på økonomisk institut ved Islands Universitet.

Han blev første gang valgt til Altinget i 1974, hvor han sad indtil 1978, og igen fra 1979 til 2006. I 1980 blev Halldór Ásgrímsson næstformand i Framsóknarflokkurinn og formand for partiet i 1994. Det var han indtil 2006, da han forlod islandsk politik.

Halldór Ásgrímsson var i alt minister i Island i 19 år. Han har foruden at være statsminister også været fiskeri- og landbrugsminister, nordisk samarbejdsminister, justitsminister, kirkeminister, miljøminister, sundhedsminister og udenrigsminister.

Han sad som udenrigsminister frem til 2004, da han byttede plads med den konservative statsminister Davið Oddsson, som da overtog udenrigsministeriet. I 2006 besluttede Halldór Ásgrímsson at træde tilbage som statsminister og trække sig fra politik.

Men i begyndelsen af 2007 tiltrådte han som generalsekretær for Nordisk Ministerråd med base i København. Her sad han på posten i seks år indtil marts 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.