Den danske bryder Mark O. Madsen vandt søndag sin første kamp ved OL i Rio i 75 kiloklassen i græsk-romersk stil.
Opgøret mod iraneren Saied Morad Abdvali endte med en dansk 3-1-sejr, og danskeren gik dermed videre til kvartfinalen.
Det skete dog med stort besvær og en grim kamp med mere slåskamp og skaller end brydning. Mark O. Madsen vandt teknisk set på at udligne til 1-1 og score det sidste point i kampen.
- Mark vandt på det sidst scorede point. Jeg var faktisk glad for, at iraneren fik det første point, for jeg kunne godt se, at det var sådan, kampen ville blive.
- Det plejer ikke at være nogle kønne kampe, når de mødes. Det er mest slåskamp, siger Håkan Nyblom, der er Marks O. Madsens sparringspartner i Rio og selv tidligere OL-bryder.
Med under et minut igen var Mark O. Madsen, der er VM-sølvvinder fra sidste år, faktisk bagud 0-1, men til sidst endte det altså med dansk åbningssejr.
Iraneren var utilfreds med at blive dømt passiv, hvilket betød, at Mark O. Madsen udlignede til 1-1.
Efter kampen fik iraneren en advarsel, fordi han var stærkt utilfreds med dommernes vurdering. Iraneren skubbede også Mark O. Madsen væk fra sig, da han ville sige tak for kampen.
- Iraneren følte, at han blev bortdømt. Han følte, at han var den aktive, og at Mark ikke var den aktive. Det var fifty-fifty. Det var hele kampen. Skal Mark dømmes ned to gange, så skal den anden også.
- Det var en god start, og nu er vi i gang og inde i turneringen, siger Håkan Nyblom.
Mark O. Madsen deltager ved sit tredje OL, men har fortsat sin første medalje til gode.
I kvartfinalen skal danskeren møde serberen Viktor Nemes. Konkurrencen afgøres senere søndag.
/ritzau/