Mark Cavendish skifter til afrikansk hold
Supersprinteren Mark Cavendish har skrevet kontrakt med MTN-Qhubeka, og han tager løjtnant med.
Mark Cavendish skal i næste sæson sprinte sig til sejre for MTN-Qhubeka.
Mark Cavendish skal i næste sæson sprinte sig til sejre for MTN-Qhubeka. Foto: Peter Dejong/AP


Den britiske sprinter Mark Cavendish skifter fra Etixx-Quickstep til det afrikanske hold MTN-Qhubeka fra næste sæson.

Det offentliggør MTN-Qhubeka tirsdag i en pressemeddelelse, efter at skiftet har været rygtet i medierne den seneste tid.

I samme ombæring bekræfter det afrikanske hold, at man også har skrevet kontrakt med Bernhard Eisel samt Mark Renshaw, hvoraf sidstnævnte har kørt Cavendish frem til spurter for både daværende HTC-Highroad og senest på Etixx-Quickstep.

- Jeg er super glad for at blive en del af holdet i 2016. Det er et hold, jeg har set fulgt tæt, som det er vokset, især i denne sæson, og jeg har virkelig været imponeret over ånden, styrken og dynamikken hos gruppen af ryttere, siger Cavendish til holdets hjemmeside.

Her nævner han også, at han glæder sig til at køre sammen med folk som Mark Renshaw, Edvald Boasson-Hagen, Tyler Farrar, Daniel Teklehaimanot, Steve Cummings og Bernhard Eisel.

Mark Cavendish er en af de mest vindende ryttere i det seneste årti. Hans cv tæller blandt andet en VM-titel fra 2011 i Danmark samt 26 etapesejre i Tour de France og 15 i Giro d'Italia.

MTN-Qhubeka skriver desuden, at man vil offentliggøre flere nye ryttere de kommende dage.

I flere danske medier bliver Etixx-Quickstep-sportsdirektør Brian Holm, som har været sportsdirektør for Cavendish, siden han slog igennem, kædet sammen med et skifte til MTN-Qhubeka.

Med briten som bekræftet ny rytter til næste sæson vil rygtet om Brian Holm givetvis tage til i styrke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.