Mario Gomez stopper i Besiktas efter tyrkisk kupforsøg
Mario Gomez havde mulighed for at forlænge sit lejeophold i Besiktas, men politisk uro driver ham væk.
Mario Gomez indledte sommerens EM som bænkevarmer for Tyskland, men gjorde det så godt som indskifter, at han spillede sig ind i startopstillingen. Tyskerne blev slået i semifinalen af de franske EM-værter. (Arkivfoto).
Mario Gomez indledte sommerens EM som bænkevarmer for Tyskland, men gjorde det så godt som indskifter, at han spillede sig ind i startopstillingen. Tyskerne blev slået i semifinalen af de franske EM-værter. (Arkivfoto). Foto: Michael Probst/AP


Den tyske landsholdsangriber Mario Gomez vender ikke tilbage til den tyrkiske mesterklub Besiktas.

På kort sigt ser den 31-årige angriber ingen fremtid i Istanbul-klubben efter sidste uges kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogans regering.

- Årsagen er udelukkende den politiske situation. Det skyldes hverken det sportslige eller andre ting.

- Det er kun de skræklige begivenheder de seneste dage, oplyser Gomez på sin Facebook-side.

- Jeg håber, at de politiske problemer snart vil blive løst på fredelig vis. I så fald vil det være et stort ønske for mig at spille for Besiktas igen. Klubben og landet har fået en plads i mit hjerte gennem det seneste år.

Mario Gomez var i sidste sæson med til at sikre Besiktas det tyrkiske mesterskab i hård kamp mod Simon Kjær og Fenerbahce.

Angriberen gjorde det så godt i sin tid i Besiktas, at han blev udtaget til sommerens EM i Frankrig. Her bidrog Gomez med to scoringer for Tyskland, der blev slået ud i semifinalen.

Gomez blev sidste sommer udlejet fra italienske Fiorentina til Besiktas på en etårig aftale med mulighed for en forlængelse. Tyskeren har fortsat et år tilbage af sin kontrakt i Firenze.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.