Marienlyst udfordrer Gentofte i volleyball-guldjagt
Knap seks måneders volleyball-tørke får en ende på lørdag, når de første server sendes af sted i en ny sæson.
På herresiden vandt Gentofte i sidste sæson The Double, og cheftræner Peter Borglund går benhårdt efter at hæve begge pokaler igen i år.
På herresiden vandt Gentofte i sidste sæson The Double, og cheftræner Peter Borglund går benhårdt efter at hæve begge pokaler igen i år. Foto: Colourbox/free


Danmarks bedste volleyballspillere tager hul på en ny sæson på lørdag. Fronterne er trukket skarpt op mellem topklubberne, hvor sidste års guldvindere går efter at gentage bedriften.

På herresiden vandt Gentofte i sidste sæson The Double, og cheftræner Peter Borglund går benhårdt efter at hæve begge pokaler igen i år.

- Vi går efter at gentage bedriften fra sidste sæson. Vi har en bred trup, hvor de fleste har A-landsholdserfaring.

- Vi har en del spillere, som sagtens kunne spille i udlandet, så vi skal udnytte, at de har valgt at blive hjemme, siger Peter Borglund i en pressemeddelelse.

Han kan dog forvente skarp modstand, hvor blandt andet sidste års bronzevindere Marienlyst byder op til dans med træner Liam Sketcher i spidsen.

- Jeg forventer meget hård konkurrence i toppen af tabellen. Men jeg forventer også, at vi kan matche de bedste hold.

- Vi har fået sammensat et meget rutineret hold med en god blanding af talentfulde unge, danske spillere samt nogle gode, internationale spillere. Vi skal nok lave noget larm i denne sæson, siger Liam Sketcher.

På damesiden vandt Brøndby både danmarksmesterskabet og pokalen og dermed The Double i sidste sæson. Cheftræner Jens Bang har sigtekornet rettet ind mod mere succes i denne sæson:

- Forventningerne er selvfølgelig, at vi klarer det godt. Vi har et godt hold, og spillemæssigt skal vi præstere lige så godt som i sidste sæson.

- Vi er gået efter at få erstattet den gamle trup med den samme type spillere. Det er lykkedes, siger han.

Strukturen på Volleyligaen er ændret i denne sæson. I grundspillet spiller alle hold to kampe, ude og hjemme, mod hinanden, inden nummer 1-6 går videre til playoff, hvor holdene fordeles i to grupper.

Hver playoff-gruppe afgøres ved, at de tre hold spiller alle mod alle. Vinderne af de to grupper spiller DM-finaler, som afvikles over to kampe. Vinder begge finalehold en kamp, spilles der et "golden set" til 25 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.