Marienlyst tager første finalestik efter drama
Efter en maratonkamp slog Marienlyst Gentofte i første DM-finale hos herrerne. Brøndby sejrede hos damerne.


Volleyballherrerne fra Marienlyst måtte grave dybt efter ressourcerne, da holdet sikrede sig sejren i den første af to finalekampe mod Gentofte. Hos damerne tog Brøndby en sikker sejr over Holte.

Marienlyst sejrede med 3-1 i sæt, men i tre ud af kampens fire sæt, måtte der ombolde til at vinde sættet.

Normalt vinder man et sæt, når man kommer til 25 point, men der skal vindes med to overskydende, og det blev virkelig sat på prøve i et vanvittigt tredjesæt, som endte 36-34 til Marienlyst.

- Jeg kunne ikke have det bedre, end jeg har det lige nu. Den her sejr var præcis det, vi havde håbet på, så vi har det rigtig godt og føler os ovenpå, siger Simon Bitsch fra vinderholdet i en pressemeddelelse fra Dansk Volleyball Forbund.

Hos damerne var der mindre spænding i den første af to finalekampe, da Brøndby i tre sikre sæt tog sejren over Holte.

- Det er altid fedt at vinde en DM-finale. Vi gjorde, hvad vi skulle for at bringe os selv i den bedst mulige position, inden den afgørende finale næste weekend, siger Brøndbys centerspiller Paulina Hougaard-Jensen.

Den anden finalekamp for både herrer og damer spilles 16. april i Gentofte.

Skulle det ende med sejre til Holte og Gentofte i anden finalekamp, skal de respektive finaler afgøres i ét golden set til 25 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.