Marienlyst suspenderer Hemmingsen som sportschef
Carsten Hemmingsen er blevet suspenderet som sportschef i Marienlyst efter sagen om spil på egne kampe.
Den tidligere AB-spiller Carsten Hemmingsen er blevet suspenderet som sportschef i Marienlyst efter sagen om spil på egne kampe.
Den tidligere AB-spiller Carsten Hemmingsen er blevet suspenderet som sportschef i Marienlyst efter sagen om spil på egne kampe. Foto: Ole Steen/Polfoto


Fodboldklubben Marienlyst har torsdag valgt at suspendere sin sportschef Carsten Hemmingsen.

Det sker, efter at Carsten Hemmingsen har fået en straf af matchfixingnævnet i Danmarks Idrætsforbund (DIF) for at have spillet på egne kampe i sin tid som cheftræner i fodboldklubben Middelfart.

Straffen lød på seks måneders karantæne fra deltagelse i enhver aktivitet under Dansk Boldspil-Union (DBU) samt en bøde på 25.000 kroner.

- Boldklubben Marienlyst har nu haft lejlighed til at gennemlæse og forholde sig til DIF's kendelse vedrørende Carsten Hemmingsens sag om betting.

- På den baggrund har Boldklubben Marienlyst suspenderet Carsten Hemmingsen fra alt arbejde i klubben og som sportschef per 15. marts 2016, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Carsten Hemmingsen, som blev ansat som sportschef i Marienlyst 16. december, har accepteret straffen, som gælder fra 15. marts.

- Det skal igen understreges, at Boldklubben Marienlyst tager afstand fra matchfixing og uetisk adfærd.

- Boldklubben Marienlyst har ikke yderligere kommentarer til en sag, der handler om en forseelse, der er sket før Carsten Hemmingsens ansættelse i Marienlyst, skriver klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.