Marianne blev fyret: Det var jeg slet ikke forberedt på
Marianne Dali havde på ingen måder forudset, at hun ville blive fyret. Og hun følte sig alt andet end forberedt på at tackle den svære situation.
Jeg følte mig så dum over, at jeg ikke havde fået opkvalificeret min uddannelse, siger Marianne Dali om at søge nyt arbejde, efter hun blev fyret i 2013.
Jeg følte mig så dum over, at jeg ikke havde fået opkvalificeret min uddannelse, siger Marianne Dali om at søge nyt arbejde, efter hun blev fyret i 2013. Foto: Privat


Imens efterårsstormen Bodil rasede over Danmark i december 2013, sad Marianne Dali på redaktionen på en lille lokalavis i Nordsjælland med tårerne trillende ned af kinderne. Sidst på eftermiddagen havde hun fået sin afskedigelse – en besked, der ifølge hende selv kom som et lyn fra en klar himmel.

- Min chef sagde til mig, at han havde en kedelig besked til mig. ”Han var nødt til at fyre mig,” sagde han, fortæller Marianne Dali.

- Til at starte med håbede jeg, at min chef ville tage det tilbage. Det var en total håbløshed, der ramte mig. Jeg kunne på det tidspunkt slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme videre.

Følte sig sikker på sit job

Den 41-årige grafiker fortæller, at hun efter otte års ansættelse var én af de medarbejdere, som havde været med på den lille lokalavis i længst tid. Derfor havde hun aldrig skænket det en tanke, at hun kunne risikere at blive fyret.

- Jeg følte mig meget sikker i mit job, en bil kører jo heller ikke uden benzin, siger Marianne Dali med henvisning til, at hun som grafiker varetog en central opgave på avisen.

- Derudover syntes jeg at jeg havde et godt forhold til min chef og var vellidt på avisen. På den måde kom det helt bag på mig, at jeg skulle fyres på grund af nedskæringer.

I en rundspørge, som HK/Privat har lavet blandt sine medlemmer, siger 51 procent, at de i høj eller nogen grad føler sig rustet til at håndtere en opsigelse. Derimod siger 40 procent helt eller delvist nej.

Følte sig uforberedt

Marianne Dali fortæller selv, at hun på ingen måder følte sig rustet til at håndtere sin afskedigelse, og den dag i dag vil det stadig være en situation hvor hun ville søge hjælp og rådgivning hos hendes fagforening.

- Jeg begyndte med at søge et nyt arbejde med det samme, da jeg blev fyret. Men jeg kunne hurtigt se på stillingsopslagene for grafikere, at jeg slet ikke havde gjort nok for at følge med i mit fag, fortæller hun.

- Jeg følte mig så dum over, at jeg ikke havde fået opkvalificeret min uddannelse. Det var det jeg tænkte: hold kæft hvor har jeg været dum i ikke at insistere mere på at komme på kurser og efteruddannelse.

Efter 8 år det samme sted var Marianne Dali godt inde i tingene på hendes arbejdsplads, fortæller hun.

Men arbejdet som grafiker har forandret sig meget på kort tid, og meget grafisk arbejde er i dag opbygning og vedligehold af hjemmesider og sociale medier, et kapitel som slet ikke fandtes da hun blev udlært.

Hjælp af fagforening

Marianne Dali fik med hjælp fra sin fagforening muligheden for at komme på efteruddannelse i en del af opsigelsesperioden. Her lærte hun en række nye kompetencer, som knytter sig til grafikerfaget i dag.

- Kort efter min fyring fik jeg et andet arbejde. Her laver jeg det samme, som jeg altid har gjort. Alt det nye, jeg lærte på kurset, har jeg derfor desværre ikke haft mulighed for at bruge. Lidt ligesom med det tysk man lærte i skolen. Super ærgerligt!

- I dag føler jeg mig ikke klædt bedre på til at skulle håndtere en opsigelse, hvis det skulle
ske igen. Jeg ville jo igen mangle noget opdatering i forhold til mit fag, fordi jeg ikke har fået taget nok ekstrauddannelse. Det vil jeg ønske, jeg fik gjort mere ved.

Marianne Dali fortæller, at hun egentlig gerne ville tage noget mere efteruddannelse. Men det hænger dårligt sammen med, at hendes arbejde er bundet op på faste arbejdstider.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.