Maria Montell har en travl jul, for hun udgiver et nyt album i det nye år, som hun lige nu knokler for at færdiggøre samtidig, med at hun spiller julekoncerter.
Men hun har ikke for travlt til julen, fortæller hun i et længere interview med HER&NU.
Den 46-årige sangerinde bor på landet i Nordsjælland med sin mand, filminstruktøren Thomas Villum Jensen, og deres børn Villum, 11 år, Smilla på ni og Lilly på fem år. Og for det ikke skal være løgn, er deres hus lige nu i gang med at blive renoveret, så hele familien er under ekstra pres her i julen.
Alligevel er der masser af god julestemning hjemme hos Maria Montell:
- Vi elsker den hektiske julemåned med pakkekalender og kalenderlys og julesammenkomster, og for mit vedkommende også nogle julekoncerter, jeg skal forberede mig til. Jeg skriver også på et nyt album, der skal komme næste år, så der er nok at rive i. Men når børnene får juleferie, trækker vi vejret dybt og puster ud. Vi skal være hjemme i julen og bare lave ingenting, siger hun.
Må overgive sig til børnene
Familien har fældet juletræ den 18. december, og i år er der kamp om, hvem der skal pyntet træet, fortæller Maria Montell:
- Indtil nu har jeg været den, der suverænt har bestemt, hvilket træ vi skal have, og hvordan det skal pyntes. Det gjorde jeg allerede som barn, hvor jeg var familiens julepynter, men nu har Smilla meldt sig på banen. Hun er en mini-mig og vil også bestemme, så jeg må nok slippe tøjlerne, siger hun.
Sangerinden skal nyde sin dejlige familie i julen, men hun vil også gerne slå et slag for, at vi ikke glemme alle dem, der er ensomme i julen. Dem skal vi huske, og forsøge at gøre en lille ting, der kan gøre dem glade - sende dem blomster, en gave, invitere dem på middag, ringe og tage en god snak eller andet, som kan sprede lidt glæde.