"At være på kontanthjælp er som at blive voldtaget om og om igen"

Man bliver berøvet sin værdighed, integritet, selvrespekt og identitet. Man mister sig selv, skriver Maria Busch om det at være på kontanthjælp.
Modelfoto: Scanpix/Iris

Det er ikke let at være på kontanthjælp. Og det er slet ikke let at være syg på kontanthjælp. Det har Maria Busch, der er cand. mag i historie og engelsk, måtte sande på den hårde måde.

I en klumme på netmediet Point of view international (POV) beskriver hun, hvordan livet i kontanthjælpland har udløste posttraumatisk stress, og hvordan hun derfor nu er blevet flyttet fra gruppen "jobparate" til gruppen "aktivitetsparate".

Men det er lidt svært at være parat til aktiviteter, når man ligger og bider i gulvtæppet af angst og depression, som hun formulerer det i sin klumme på POV.

Her kritiserer hun, at man som kontanthjælpsmodtager skal være parat til at finde sig i alverdens ydmygelser og magtudøvelser for at få økonomisk hjælp.

Maria Busch oplever det som et overgreb, hvor hun ingen selvbestemmelse har:

- Det er som at blive voldtaget om og om igen i sin sjæl, uden at man kan henvende sig nogen steder og få hjælp, skriver hun i klummen og tilføjer:

- Man bliver berøvet sin værdighed, integritet, selvrespekt og identitet. Man mister sig selv. Svinder langsomt bort for øjnene af sig selv. Tvinges til at tage afsked med den, man var. Tvinges til at prostituere sig selv for småpenge. 

Ifølge Maria Busch er det kontathjælpland, hun oplever, et symptom på, at Danmark ikke længere er det velfærdsland, vi ellers ofte bryster os af at være.

- Højrefløjen har haft held med at tegne et billede af de arbejdsløse som dovne, initiativfattige nasserøve, der ikke gider arbejde ,samtidig med at Løkke & co har støttet de virkelige nasserøve til at snyde staten for milliarder af kroner. Lidt af en bedrift, må man sige. At de har været i stand til at få hr. og fru Danmark til at tro på, at det største problem for samfundet er de arbejdsløse og flygtningene, skriver hun i klummen på POV.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.