Kampen mellem de to servekanoner Marin Cilic og John Isner fandt hurtigt sin vinder, efter kampen var blevet genoptaget lørdag formiddag.
Allerede i første forsøg lykkedes det for Cilic at bryde Isner, og den niendeseedede kroat vandt dermed kampen i tredje runde 7-6, 6-7, 6-4, 6-7, 12-10.
Undervejs nåede Cilic at lave 35 serveesser, mens Isner lavede 37.
På grund af mørke var kampen blevet stoppet fredag aften ved stillingen 10-10 i femte- og afgørende sæt. På det tidspunkt havde kampen været i gang i fire timer og 16 minutter.
Det fik formentlig mange tennisinteresserede til at tænke fem år tilbage, hvor amerikanske John Isner ligeledes var inde i en lang kamp mod franskmanden Nicolas Mahut i Wimbledon.
Efter at være afbrudt to gange på grund af mørke vandt Isner dengang 70-68 i femte sæt, i det der var historiens længste tenniskamp. Kampen varede 11 timer og fem minutter.
Så vidt kom det altså ikke lørdag.
/ritzau/