leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 16:23
Tyskeren Manuel Neuer er fortsat den bedste målmand i verden.
Det mener eksperter fra 60 forskellige lande, som, på vegne af den internationale organisation af fodboldstatistikere og -historikere (IFFHS), traditionen tro har udnævnt årets bedste keeper.
28-årige Neuer har i denne sæsons 17 bundesligakampe blot lukket fire mål ind, og det imponerende efterår kommer i kølvandet på sommerens VM-trumf med det tyske landshold, hvor Neuer var en helt central figur.
Det er andet år i træk, at han løber med prisen, efter at han sidste år brød Iker Casillas' fem år lange stime.
Ifølge IFFHS var Bayern-målmanden ganske suveræn i afstemningen, som han vandt med et forspring på 120 point ned til nummer to, Chelseas belgiske landsholdsmålmand Thibaut Courtois. Costa Ricas VM-helt Keylor Navas (Real Madrid) sluttede på tredjepladsen.
Prisen til verdens bedste målmand er blevet uddelt siden 1987, da belgiske Jean-Marie Pfaff løb med æren. Eneste dansker, der har modtaget hæderen, er Peter Schmeichel i 1992 og 1993.
/ritzau/