Kommunernes tilbud om pædagogisk ledsagelse til handicappede - eller manglen på samme - er ved at udvikle sig til en åben strid mellem Kommunernes Landsforening (KL) og socialminister Manu Sareen (R).
I sidste uge skrev Manu Sareen et brev til landets kommuner, hvor han udtrykker sin bekymring over forholdene for de handicappede i en række kommuner.
Og nu følger han op med en klar besked til KL, som er af den vurdering, at handicappede på landets bosteder ikke har ret til at blive ledsaget af personale på ferier eller til fritidsaktiviteter.
LÆS OGSÅ: KL står fast: Handicappede har ikke ret til ledsaget ferie
- Nogle mennesker med handicap er dybt afhængige af pædagogisk ledsagelse for overhovedet at kunne komme væk fra hjemmet.
-Jeg er ved at være træt af, at KL alene gør det her til et spørgsmål om ferier eller ej. Det her stikker meget dybere end det. Det er et spørgsmål om, hvorvidt nogle af de mest sårbare borgere er sikret et selvstændigt liv med aktiviteter og samvær, siger Manu Sareen.
12 kommuner har et serviceniveau på nul dages ledsagelse
Efter at have været udsat for kritik fra både handicappede og socialpædagoger gennemførte KL i efteråret en undersøgelse af kommunernes serviceniveau for beboerne på landets botilbud.
Undersøgelsen viste. at 18 af landets 98 kommuner har et serviceniveau for ledsaget ferie på nul dage årligt, mens 17 kommuner afsætter nul dage til at ledsage de handicappede til fritidsaktiviteter og udflugter. I 12 kommuner har man et serviceniveau på nul dage for både ferier og fritidsaktiviteter.
- Jeg er nødsaget til at reagere, når KL's undersøgelse indikerer, at der er kommuner med et serviceniveau, som kan betyde, at nogle af de svageste borgere i vores samfund ender i en situation, hvor de nærmest ikke kan komme ud, siger Manu Sareen.
I brevet til kommunerne opfordrer ministeren til at sikre, at "intentionen og formålet med serviceloven" bliver overholdt. Samtidig betegner han pædagogisk ledsagelse som "en kommunal kerneydelse".
LÆS OGSÅ: Manu Sareen sender handicap-opsang til kommunerne
Brevet fra Manu Sareen fik dog en kølig modtagelse fra KL, som slog fast, at serviceloven ikke giver de handicappede ret til at blive ledsaget under ferier og udflugter, og at KL ikke har planer om at foretage sig yderligere på området.
Det er jo ikke for sjovt, at jeg sender sådan et brev
Alligevel forventer Manu Sareen, at de 12 kommuner med et serviceniveau på nul dage vil genoverveje politikken på området.
- Det er da min klare forventning, at kommunerne forholder sig aktivt til mit orienteringsbrev. Det er jo ikke for sjov, at jeg sender sådan et brev.
- Derudover vil jeg tage et møde med KL, og så kan jeg også kun opfordre de kommunale handicapråd til at holde øje med det her, siger han.
Både handicapforeninger og fagforbund har gentagne gange kritiseret, at handicappede i botilbud får stadigt ringere mulighed for at komme på ferier og til fritidsaktiviteter uden for bostedet.
På den baggrund har FOA foreslået at indføre et retskrav på minimum 15 timers pædagogisk ledsagelse om måneden, men så langt vil Manu Sareen ikke gå.
- Vi har jo kommunalt selvstyre, og det vil være rigtig ærgerligt, hvis vi skal til at ændre hele vores lovgivning, fordi 12 kommuner ud af 98 ikke kan finde ud af det. Problemet med minimumstandarder er også, at det, der er minimum nogle steder, kan blive maksimum andre steder.
- Derfor håber jeg, at kommunerne i stedet vil lade sig inspirere af de kommuner, som er gode til at sikre adgang til aktiviteter uden for bostederne, siger ministeren.