Manny Pacquiao går i ringen til foråret
Efter storkampen mod Floyd Mayweather vil Manny Pacquiao bokse igen tidligt i det nye år.
Den filippinske bokser Manny Pacquiao tabte på point til Floyd Mayweather i maj, og vil bokse igen først i det nye år.
Den filippinske bokser Manny Pacquiao tabte på point til Floyd Mayweather i maj, og vil bokse igen først i det nye år. Foto: Bullit Marquez/AP


Efter storkampen mod Floyd Mayweather i maj, som Manny Pacquiao tabte på point, er filippineren atter klar til at gå i ringen.

Pacquiao meddeler, at han bokser igen i begyndelsen af næste år.

- Min skulder er 80-90 procent i orden, og jeg tror, jeg kan begynde at træne i november eller december, så jeg kan bokse igen tidligt i det nye år, siger Pacquiao til avisen New York Daily News.

Skulderskaden har belastet Pacquiao siden den meget hypede kamp mod Mayweather i maj, hvilket filippineren først indviede offentligheden i efter kampen.

Boksekampen mellem de to blev kaldt "århundredets boksekamp," og den menes at have indbragt Mayweather og Pacquiao henholdsvis omkring en milliard og 700 millioner kroner.

Pacquiao har tidligere udtrykt ønske om en revanchekamp mod Mayweather, men Mayweather har meddelt, at han har stoppet karrieren.

Avisen spørger Manny Pacquiao til en mulig modstander og nævner britiske Amir Khan, men det ønsker Pacquiao ikke at kommentere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.