Flere danskere måtte starte månedens sidste dag ud med lidt af en skuffelse, da de her til morgen opdagede, at deres løn var udeblevet. Det skyldes, at Nordea har problemer med at udbetale lønnen. Det fortæller bankens pressechef, Stephan Ghisler-Solvang, til DR Nyheder.
- Vores teknikere arbejder på at få det løst, men vi kan endnu ikke sige, hvornår lønnen bliver tilgængelig, siger han til DR Nyheder.
Det er endnu uklart, hvor mange kunder, der mangler deres løn. Og flere transaktioner er da også gået igennem, oplyser Nordea.
Nets, som styrer de finansielle infrastrukturer, er heller ikke klar over, hvor mange mennesker, som måtte vågne op og konstatere, at de manglende deres løn.
- Der har været en forsinkelse, og det beklager vi selvfølgelig. Problemet er løst, men det har givet forsinkelser i forhold til lønudbetalingen flere steder. Vi forventer, at tingene kører igen, så lønnen skulle være på vej, siger pressemedarbejder hos Nets, Michael Juul Ruggard til DR Nyheder.
Nu vil Nets forsøge at klarlægge, hvorfor problemet i første omgang opstod.
- Vi undersøger nu, hvad forsinkelsen skyldes, men det er for tidligt at sige noget om, siger Michael Juul Ruggard til DR.
Danske Bank fortæller, at de også har oplevet forsinkelser, men at deres kunder skulle have modtaget lønnen fredag morgen.
Newspaq