Mangler ambulancer: Omstridt selskab lever fortsat ikke op til kontrakten
Ambulanceselskabet Bios manglede ni biler 1. oktober for at kunne leve op til kontrakten med Region Syddanmark
Der er stadig knas med ambulancedriften i Region Syddanmark, efter at Bios 1. september overtog ansvaret fra Falck.
Der er stadig knas med ambulancedriften i Region Syddanmark, efter at Bios 1. september overtog ansvaret fra Falck. Foto: Scanpix


Det kniber stadig for ambulanceselskabet Bios at leve op til den kontrakt med Region Syddanmark, som trådte i kraft 1. september.

Regionens direktør for sundhedsområdet, Jens Elkjær, fortæller således til DR Fyn, at der i gennemsnit mangler én bil om dagen, men torsdag 1. oktober var der særligt store problemer.

Her manglede Bios seks ambulancer og tre akutbiler for at kunne leve op til aftalerne.

- Vi manglede seks ambulancer, og det er ganske utilfredsstillende og uforståeligt, at der falder så mange ud på én dag.

- Det har vi diskuteret indgående med Bios, for det er selvfølgelig kontraktbrud, og vi nærmer os det punkt, hvor det er farligt, siger han til DR Fyn.

Han understreger dog, at der var tale om en relativt rolig dag, og derfor var konsekvenserne af kontraktbruddet til at overse.

Bios har siden allieret sig med ambulanceselskabet Responce, der hjælper med at fylde hullerne i vagtplanen.

Alligevel er Vibeke Syppli Enrum, der er regionsrådsmedlem for Enhedslisten, bekymret.

- Det er en belastning for redderne og en bekymring for befolkningen, og det kan ikke være rigtigt, at man kun får 90 procent af den vare, man har bestilt, siger hun til DR Fyn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.