Beboerne i landets tyndest befolkede områder risikerer at miste deres lokale præst og kirke, hvis statens tilskud til folkekirken ikke længere øremærkes løn til præster. Det frygter den fynske biskop Tine Lindhardt, skriver Fyens Stiftstidende
Baggrunden er, at et udvalg nedsat af regeringen ønsker et nationalt kirkeråd, der skal bestemme, hvordan statskronerne skal bruges.
I dag er det fastsat ved lov, at størstedelen af tilskuddet går til at lønne præster. Helt nøjagtigt betaler staten 40 procent af knap 1900 præsters løn.
- Men hvordan kan det være negativt at overlade til folkekirken selv at bestemme, hvad pengene skal bruges til?
- Ved ikke at øremærke pengene kan der hvert år blive debat om, hvorvidt der er brug for så mange præster, eller om pengene skal gå til andet. Det kan give stor usikkerhed, siger Tine Lindhardt til avisen.
Formand for landets menighedsråd Inge Lise Pedersen mener modsat, at det er på høje tid, at folkekirken selv kan prioritere sine penge.
- Vi bliver nødt til at forholde os til de strukturproblemer, der er en konsekvens af den store flytning fra land til by. Folkekirken forstener, hvis vi vil bevare alt, som det altid har været, siger hun.