Det er gået stærkt de senere år for Jema Agro i Bjerringbro, der producerer transportanlæg til korn.
For bare fem år siden blev det meste af virksomhedens produktion lavet i hånden, men siden da er tre fuldautomatiske robotanlæg kommet til.
De øger produktiviteten helt enormt, når de altså er i brug. For det kniber med at finde kvalificerede smede, der kan programmere robotterne.
- Det betyder helt konkret, at vi ender med at lave emner manuelt, mens maskinen står stille.
- Og jeg ved, at der er andre virksomheder, der har investeret i maskiner, som de ikke får brugt, fordi de mangler folk, der kan betjene dem, siger Jens-Peter Pedersen, der er indehaver og direktør.
Han er samtidig formand for Danske Agroindustri, der er en brancheforening under Landbrug & Fødevarer.
Når det alligevel lykkes for Jema Agro at producere de bestilte anlæg, skyldes det blandt andet, at man har nappet en medarbejder med styr på programmering fra et andet firma.
Denne medarbejder står blandt andet for en intern oplæring, der er med til at opkvalificere de øvrige ansatte.
- Men som samfund vil det jo være bedst, hvis vi kan uddanne folk, der har de kompetencer, så vi kan få automatiseret produktionen og øge produktiviteten, siger Jens-Peter Pedersen.
Hans opfattelse er, at der bliver uddannet for få it-kyndige smede og maskinarbejdere.
- Jeg tror ikke, at det er de unge mennesker, det er galt med.
- Og erhvervsskolerne gør også, hvad de kan, men de mangler tidssvarende maskiner, de kan uddanne de unge mennesker på, siger ejerlederen.
Opråbet fra Jens-Peter Pedersen og Dansk Agroindustri kommer, efter at Danmarks Vækstråd har udgivet en ny rapport.
Den advarer mod, at vi i værste fald kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft i størrelsesordenen 110.000 personer om 10 år.
Derfor anbefaler rådet, at man blandt andet sørger for at implementere it-tænkning i uddannelsessystemet.
/ritzau/