Ritzau
Opdateret kl. 09:05
Håndboldspilleren Henrik Hansen har gennem de seneste mange år været en af de største profiler i Århus Håndbold.
Men nu er det slut, og den 38-årige bagspiller forlader den aarhusianske klub forud for næste sæson.
Parterne har forhandlet om en kontraktforlængelse, men det er ikke lykkedes at nå frem til en ny aftale.
- Henrik Hansen har været en markant profil i Århus Håndbold gennem mange år, og det er indlysende for alle, at det har været en svær beslutning, siger Århus-direktør Jan Nielsen i en pressemeddelelse.
Henrik Hansen nåede at repræsentere Århus Håndbold to gange i karrieren. Senest fra 2011 og frem til nu.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at nå frem til en aftale. Århus Håndbold vil altid fylde meget i mit håndboldhjerte, uanset at vi nu skilles, siger han.
Århus-træner Erik Veje Rasmussen har gennem en længere periode forberedt sig på et Henrik Hansen-exit.
- Vi har siden julepausen, hvor Henrik gennemgik en operation i sit knæ, vidst, at det var usikkert, om Henrik kunne vende tilbage med fuld styrke.
- Derfor har vi også sikret os, at bredden og kvaliteten i vores trup er tilstrækkelig, også uden Henrik Hansen, siger Erik Veje Rasmussen.
Århus Håndbold sluttede på niendepladsen i landets bedste håndboldrække i denne sæson.
/ritzau/